Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 6. november

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstillinger i Aarhus
Østjyllands Politi har i dag tre fremstillinger i Retten i Aarhus:

Kl. 11.00 fremstilles en 26-årig mand fra Aarhus V, der sigtes for kvalificeret vold mod en 23-årig mand på Langelandgade i Aarhus den 21. oktober (læs tidligere udsendte pressemeddelelse). Den 26-årige mand er sigtet for at have stukket den 23-årige med kniv og for at have sparket og slået ham. En 24-årig mand sidder allerede varetægtsfængslet i sagen. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

Kl. 12.00 fremstilles en 35-årig mand fra Georgien, der er azerbaijansk statsborger, der sigtes for tre tilfælde af butikstyverier i henholdsvis Aarhus, Skive og Esbjerg. Den 35-årige blev anholdt i går i butikken Normal i City Vest, hvor en butikschef havde set ham tage nogle varer fra en hylde og putte dem i sin taske. Da manden havde forladt butikken uden at betale for varerne, gik butikschefen efter ham og pågreb ham, hvorefter han kontaktede politiet, der tog manden med til lokalpolitistationen, der også ligger i City Vest. Her blev han genkendt af en lokalbetjent, der havde set hans billede i politiets interne systemer, i forbindelse med efterlysninger af gerningsmanden til to andre butikstyverier i Normal-butikker i henholdsvis Skive den 11. september og Esbjerg den 12. september.

Kl. 13.30 fremstilles en 20-årig mand fra Aarhus V, der sigtes for salg af narkotika. Manden blev i aftes kl. 18.25 standset i sin bil, hvor politiet fandt en mindre mængde hash. Betjentene besluttede derfor at ransage mandens bopæl på Rydevænget, hvor der blev fundet MDMA, hash og skunk, der var klargjort til videresalg. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

Fremstilling i Randers
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 10.30 den 17-årige pige, der i fredags blev fremstillet in absentia. Pigen er sigtet for at have bragt andres liv og helbred i fare ved at have kastet sten fra en bro på Skovvej i Hadsten – læs tidligere udsendte pressemeddelelse. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

Brand i etageejendom i Ørsted
Østjyllands Politi fik i nat kl. 02.29 en anmeldelse om, at der var opstået brand i en etageejendom på Rougsøvej i Ørsted. Ved politiets ankomst var ejendommens fire beboere selv kommet ud og havde søgt tilflugt fra bygningen via et tilstødende tag – de var alle uskadt. Brandvæsnet oplyste, at der ikke længere var fare for personer eller yderligere brandudvikling. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden er opstået på en repos på første sal. Brandteknikere skal nu undersøge ejendommen nærmere med henblik på at fastlægge en brandårsag.

**

Bilist uden kørekort og påvirket af sprit og narko forsøgte at gemme sig på bagsædet
En patrulje kørte i nat kl. 02.19 bagved en bil på Paludan Müllers Vej i Aarhus. Patruljen kunne se, at der sad to personer i bilen, én på førersædet og én på passagersædet. Men da patruljen lagde an til at ville standse bilen, kunne de se, at føreren af bilen krøb om på bagsædet, hvor han sad, da patruljen kiggede ind i bilen. Den 31-årige mand blev genkendt af en af betjentene, der vidste, at han ikke havde førerret og desuden skønnede, at han var både beruset og narkopåvirket. Den 31-årige blev derfor både sigtet for spiritus- og narkokørsel og for kørsel uden førerret. Han blev kørt til politistationen for at få taget en blodprøve.

**

Sjældne skildpadder stjålet fra Randers Regnskov
Østjyllands Politi fik i går en anmeldelse fra Randers Regnskov, der i løbet af søndagen havde fået stjålet tre meget sjældne skildpadder. Det er usikkert præcist, hvordan tyveriet er sket, men formentlig er gitteret indtil buret sparket op, så tyven(e) har kunnet tage skildpadderne ud med hænderne. Tyveriet er sket midt i åbningstiden, så Østjyllands Politi hører meget gerne fra borgere, der har været på besøg i Randers Regnskov i søndags, og som kan have set tyveriet, der skete i Asien-afdelingen. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

**

80-årig kvinde død i trafikulykke
I går kl. 17.19 skete der en alvorlig færdselsulykke på Horsensvej i Odder. De foreløbige undersøgelser tyder på, at en 24-årig mandlig bilist kom kørende ad Horsensvej mod syd, da en 80-årige kvinde pludselig gik ud på vejen lige foran bilen, så den 24-årige ikke kunne nå at bremse. Kvinden blev erklæret for død ved ambulancelægens ankomst. En bilinspektør blev tilkaldt til stedet for at klarelægge de nærmere omstændigheder ved ulykken

**

Ringet op af falske it-medarbejdere
En 55-årig mand fra Hadsten kontaktede i går politiet efter han ved 11.20-tiden var blevet ringet op af en engelsktalende mand, der udgav sig for at være fra Microsoft. Manden i telefonen fik den 55-årige mand til at åbne for sit webcam, og der blev blandt andet taget billede af den 55-årige, mens han holdt sig pas op foran sig. “Micorsoft-medarbejderen” fik også adgang til den 55-åriges bankkonti, men efter samtalen blev den 55-årige mistænkelig og fik lukket sin bankkonto. Der havde ikke umiddelbart været nogen aktivitet på hans konto.

Også en 75-årig mand fra Aarhus kontaktede politiet i går, fordi han en dag i sidste uge var blevet ringet op af en engelsktalende mand, der fik franarret penge fra den 75-årige ved at sælge ham et PC-program. Efterfølgende var der trukket flere beløb i euro fra mandens konto.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer bankoplysninger eller andre personlige oplysninger over telefonen. Virksomheder, banker og myndigheder vil aldrig bede om den type oplysninger over telefonen. 

**

Spritbilist skyld i færdselsuheld flygtede fra stedet
En 65-årig mand kørte i går kl. 20.41 på Vistoftvej i Sabro, da han ville svinge til venstre i krydset ved Damvej. Her overså han to drenge på 16 og 17 år, der kom kørende på knallert. Faren til den ene af knallertkørerne kom til stedet, og han kontaktede kort efter politiet for at oplyse om, at bilisten nu var kørt fra stedet, og at han virkede spirituspåvirket. Kort efter fik en patrulje fat i den 65-årige mand, der blev sigtet for spirituskørsel, for overtrædelse af færdselsloven og for at undlade at hjælpe og flygte fra et færdselsuheld. Han blev kørt til politistationen for at få taget en blodprøve.

**

Færdsel

En patrulje standsede i går kl. 10.20 på Toldbodgade en bil, der var uindregistreret. Patruljen tog kontakt til den 19-årig mand, der virkede påvirket af narkotika og som også havde en klump hash på sig. Manden blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og for lov om euforiserende stoffer. Han blev taget med på politistationen for at få taget en blodprøve.

I går kl. 15.55 skete der et færdseluheld i krydset Lystrupvej/Borresøvej i Risskov. En cyklist kom cyklende ad Lystrupvej og ville i lyskrydset svinge til venstre ad Borresøvej, da der skete sammenstød med en bus, der fortsatte ligeud af Lystrupvej. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.

I går kl. 16.20 skete der et færdselsuheld på Vestre Kongevej i Viby. En 37-årig mandlig cyklist blev påkørt af en grøn Suzuki Wagon, der efterfølgende kørte fra stedet ad Skanderborgvej i retning mod midtbyen. Cyklisten væltede ind over kølerhjelmen, men slap uden skrammer. Bilen har muligvis skrammer på højre forskærm efter sammenstødet.

I morges kl. 05.27 skete der færdselsuheld ved motorvejsafkørsel 50 på Torshøjvej i Hørning. en 27-årig mand kørte ad afkørsel 50, hvorefter han ville svinge til venstre. Men i stedet for at svinge til venstre fortsatte bilen ligeud og ramte autoværnet. Årsagen kan muligvis have været noget oliespild, der var konstateret i området tidligere på morgenen. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.

I morges kl. 06.58 skete der et harmonikasammenstød på den Østjyske Motorvej i nordgående retning ved Tilst-afkørslen. Tre biler kørte sammen, men der skete kun materiel skade.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Birkevej i Randers NØ begået mellem fredag den 2/11 kl. 15.00 og mandag den 5/11 kl. 08.50
  • På Nørreskovvej i Støvring, Randers NØ begået mandag den 5/11 mellem kl. 08.50 og kl. 09.45
  • På Præstevangsvej i Hasle, Aarhus V begået mandag den 5/11 mellem kl. 07.05 og kl. 14.00
  • På Græsvangen i Tilst begået mandag den 5/11 mellem kl. 18.40 og kl. 18.45
  • På Klokkeblomstvej i Stavtrup, Viby J begået mandag den 5/11 mellem kl. 11.00 og kl. 19.30
  • På Klokkeblomstvej i Stavtrup, Viby J begået mandag den 5/11
  • På Tyvdalen i Randers SV begået mandag den 5/11 mellem kl. 12.00 og kl. 20.50
  • På Lerhus Allé i Højbjerg begået mandag den 5/11 mellem kl. 12.30 og kl. 21.30
  • På Vagtelvej i Kolind begået mandag den 5/11 mellem kl. 18.50 og kl. 21.40
  • På Vagtelvej i Kolind begået mellem mandag den 29/10 og mandag den 5/11 kl. 22.15