Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag d. 30. november

Fotograf: Thomas Tolstrup

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.

Overhalede civil politibil og kørte over for rødt: Blev anholdt og fik syv sigtelser
En 28-årig mand gad torsdag aften kl. 19.09 ikke vente for rødt lys, da han holdt i krydset Silkeborgvej/Haslevej i Åbyhøj. Han overhalede derfor via svingbanen to biler, han holdt i kø bag, og kørte direkte over for rødt.

Uheldigvis for ham var den ene af de biler, han overhalede, en civil politibil. Betjentene satte blinkene til og kørte straks efter bilisten, der først efter nogle hundrede meter holdt ind til siden.

Da betjentene kiggede ind i bilen til føreren, blev de mødt af en kraftig lugt af hash, og en nervøs 28-årig mand, der virkede noget stofpåvirket. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Det viste sig, at manden slet ikke måtte køre bil, da han var frakendt kørekortet.

I alt nåede den 28-årige mand op på syv sigtelser, som han fik for:

  • At køre narkokørsel
  • At køre uden førerret
  • At køre over for rødt
  • At køre uden sele
  • Ikke at blinke ved overhalingen
  • At overhale i en svingbane
  • Ikke straks at holde ind til siden, da politiet ville standse ham

En dyr omgang for den 28-årige.

**

Mand sneg sig ind på universitet – sigtet for forsøg på tyveri
En 37-årig mand blev torsdag kl. 12.30 anholdt og sigtet for forsøg på tyveri, efter han var blevet tilbageholdt af flere medarbejdere på Aarhus Universitet. En medarbejder var på vej tilbage til sit kontor på Bartholins Allé i Aarhus C, da han på afstand opdagede en fremmed mand, der gik rundt derinde.

Da medarbejderen trådte ind på kontoret, opdagede han, at manden var i gang med at rode i hans taske og nu stod med hans mobiltelefon i hånden. Da medarbejderen råbte ham an, smed den ubudne gæst telefonen fra sig og forsøgte at stikke af.

Det blev dog forhindret, da medarbejderen fik tilkaldt sine kolleger, så de i fællesskab fik tilbageholdt manden. Kort efter kom politiet frem og anholdt den 37-årige. Han nægtede at have forsøgt at stjæle, men forklarede, at han var gået ind i bygningen for at sniffe noget kokain.

**

Kvinde overraskede formodede indbrudstyve
En kvinde overraskede torsdag kl. 13.20 to mænd, der formentligt var i færd med at bryde ind i et hus på Vestre Havevej i Lystrup. De to mænd stod tæt på huset, hvor de angiveligt var ved at bryde ind med et koben. Da de så kvinden, gik de i hast væk fra stedet. En patrulje kom kort efter til stedet, men det lykkedes ikke betjentene at finde de to mænd.

Mændene nåede ikke at fuldføre indbruddet, sandsynligvis fordi de blev forstyrret af den opmærksomme kvinde, der fulgte politiets råd om at have øjnene åbne og ringe til politiet, hvis man ser nogle mistænkelige personer.

Mændene beskrives som:

A:

Afrikansk af udseende, sort hud

25-35 år

Ca. 175-180 cm høj

Sort hår, skægstubbe på kinderne og lidt længere skæg på hagen

Iført mørk dunjakke, mørke bukser og kondisko

B:

Afrikansk af udseende, sort hud

25-30 år

Ca. 170-175 cm høj

Sort hår

Iført dunjakke og mørkt tøj

Havde et koben i hånden

Har du set mændene, eller har du en formodning om, hvem de er, så kontakt Østjyllands Politi på tlf. 114.

**

Anholdt for narkokørsel skød skylden på mystisk ven
En patrulje fra Østjyllands Politi måtte natten til fredag kl. 3.26 i gang med en kortvarig eftersættelse, da de opdagede en bil i krydset Skanderborgvej/Marselis Boulevard i Aarhus C med en 31-årig mand bag rattet. Betjentene vidste, at manden var frakendt kørekortet, og derfor ville de standse bilen. Men da patruljebilens udrykning begyndte at hyle og blinke, satte den 31-årige i stedet farten op. Under jagten begik den 31-årige yderligere en færdselsforseelse ved ikke at blinke, da han drejede ind ad en vej.

På Kongsvang Allé standsede han endeligt bilen, og betjentene skyndte sig ud for at anholde ham. Da de kom hen til bilen, sad den 31-årige nu på passagersædet. Han påstod, at han slet ikke havde kørt bilen, men at det var en ven, der var fører. Vennen var dog desværre stukket af, og han kunne i øvrigt ikke huske, hvad han hed, eller hvor han boede.

Den forklaring hjalp ham dog ikke, og han blev anholdt og sigtet for at køre uden førerret og for at stikke af fra politiet. Derudover blev han sigtet for narkokørsel, da han virkede påvirket, og så fik han oveni en sigtelse for manglende tegngivning, da han drejede.

**

Stjal ur til konen og blev anholdt
En 47-årig mand havde torsdag udset sig en fin gave til sin kone i Aldi på Mariagervej i Randers, men han havde åbenbart ikke penge nok til at betale for den. En medarbejder opdagede kl. 13.46, at den 47-årige pakkede et ur ud af indpakningen og skjulte det i ærmet. Herefter gik han til kassen, betalte for seks øl og forlod butikken. Medarbejderen fik dog fat i den 47-årige og tilbageholdt ham.

Da patruljen kom frem, fortalte manden, at han havde stjålet uret som en gave til sin kone. Betjentene kunne til gengæld fortælle ham, at klokken var 14.14, og at han var anholdt og sigtet for tyveri.

**

Anmeldelse om bil ramt af genstand
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 17.29 en anmeldelse om, at en bilist muligvis var blevet ramt af noget på sit soltag, da han kørte under en bro på Djurslandsmotorvejen ved Lystrup-afkørslen. Bilisten, en 43-årig mand, kunne ikke se, hvad der ramte, men soltaget på bilen var smadret.

For at efterforske sagen nærmere spærrede Østjyllands Politi motorvejen vejen omkring broen, mens de undersøgte stedet. Der er dog foreløbigt ikke fundet noget, der kan fastslå, at der bevidst skulle være kastet en genstand mod bilen. Men da det ikke kan udelukkes, at der skulle være sket en kriminel handling, hører Østjyllands Politi meget gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt omkring broen på gerningstidspunktet. Oplysninger kan gives via tlf. 114.

**

Bargæst gemte kokain i strømperne
En 22-årig mand blev natten til fredag kl. 3.47 sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og bortvist i to år fra den beværtning på Åboulevarden i Aarhus C, som han var gæst på. En dørmand opdagede, at den 22-årige gemte en pose med kokain i sin lomme, tilbageholdt ham og kontaktede politiet. Da patruljen kom frem erkendte den 22-årige, at det var hans kokain, men at han ikke havde mere på sig. Det viste sig dog ikke at være sandt. For da betjentene visiterede ham, fandt de yderligere to poser med kokain gemt i hans strømper.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 7.50 i rundkørslen på Horsensvej/Banegårdsgade i Odder. En 41-årig kvindelig bilist kørte frem i rundkørslen og ramte ind i en 54-årig kvindelig cyklist, der væltede ned på asfalten. Cyklisten slap dog umiddelbart med mindre knubs. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 7.54 på Vandvejen i Aarhus C. En 65-årig mandlig bilist svingede til venstre ind ad en indkørsel og ramte ind i en gaffeltruck ført af en 44-årig mand. Den 65-årige bliver efterfølgende kørt til skadestuen med smerter i nakke og ryg. Han bliver efterfølgende sigtet for at have placeret sig forkert på vejen.

Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 8.56 på Søndre Ringgade i Aarhus C. En 65-årig kvindelig bilist svingede til højre ad Læssøegade og ramte ind i en 24-årig mand, der kom cyklende lige ud. Cyklisten blev efterfølgende kørt til skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

En 23-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 18.39 anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Fuglsangvej i Grenaa.

En 29-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 21.08 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Rougsøvej i Allingåbro.

En 23-årig mandlig bilist blev natten til fredag kl. 1.50 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers NØ. Derudover blev han sigtet for besiddelse af hash.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Katrinebjergvej i Aarhus N begået onsdag d. 28/11 kl. 15.55
  • På Elverdalsvej i Højbjerg begået mellem mandag d. 26/11 kl. 23.50 og torsdag d. 29/11 kl. 12.15
  • På Jyllandsgade i Randers C begået lørdag d. 18/8 mellem kl. 12.00 og kl. 15.00
  • På Åstrupparken i Grenaa begået torsdag d. 29/11 kl. 18.25
  • På St. Blichers Vej i Åbyhøj begået torsdag d. 29/11 mellem kl. 14.45 og kl. 18.40
  • På Elverdalsvej i Højbjerg begået torsdag d. 29/11 kl. 19.11
  • På Dionevej i Randers SØ begået torsdag d. 29/11 mellem kl. 14.00 og kl. 20.10
  • På Dalinsvej i Randers NV begået mellem onsdag d. 28/11 kl. 10.00 og torsdag d. 29/11 kl. 20.15
  • På Kunnerupvej i Kolt ved Hasselager begået torsdag d. 29/11 mellem kl. 12.00 og kl. 21.15
  • På Skovhøj i Hasselager begået torsdag d. 29/11 mellem kl. 15.30 og kl. 22.20