Pop-up bureau for eskapistiske lykkerejser: HAPPINESS UNLTD

Foto: Jens Peter Engedal

Kig ind – og kom ud med et smil på hjernen! Med det slogan for rejsebureauet HAPPINESS UNLTD inviterer Kassandra Production publikum på en personlig rejse i Aarhus Midtby den 4.- 9. december. Her kan passagererne investere deres egen lykke i at hive Danmark op på den internationale lykkeliste – og få investeringen mange gange igen! Spørgsmålet til den enkelte lyder: Tør du bidrage, eller vil du bare zappe tilfældigt ind og ud ad lykken?

Danmark er dumpet ned som nummer 3 på listen over verdens lykkeligste lande i World Happiness Report 2018!

Økonomer, toppolitikere og coaches arbejder på verdensplan på højtryk med, hvordan ethvert lands bruttolykkeprodukt kan højnes. De prøver at regne ud, hvilken gulerod, der skal få æslet til altid at løfte blikket og gå fremad. Men i Danmark går det den forkerte vej. Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre ved det?
HAPPINESS UNLTD – et pop-up-bureau for eskapistiske lykkerejser er svaret, hvis du spørger den erfarne performancekunstner Annika B. Lewis og hendes Kassandra Production – i co-produktion med teatret Bora Bora præsenteres totalperformancen midt i Aarhus (Frederiksgade 32) og midt i julehandlen, 4.-9. december 2018.

– Vi opfordrer aarhusianerne til at være med til at hive Danmark op af mudderpølen og få os i top på lykkelisten igen. Vi inviterer dem til at tage på rejse med os, så vi i fællesskab kan opdyrke nye, mulige jagtmarker for lykkeoplevelser. Her har du virkelig chancen for at blive en del af lykke-eliten, lyder det fra Annika B. Lewis.

Hos Pop-up-bureauet kan man kan komme på noget af et trip … en slags safari ind i lykkens land. Det lokkende, fristende slogan lyder: “Kig ind – og kom ud med et smil på hjernen!”, og man dropper enten ind fra gaden eller booker gratis hos Bora Bora, online.

– HAPPINESS UNLTD er et bureau for eskapistiske rejser til forskellige drømmeuniverser. En slags indre rejse i dine hjernesynapser og en meget altomfavnende og altopslugende oplevelse. Immersion, hedder det på engelsk; fordybelse og nedsænkning. Hos os er det lykken, du omsluttes af! Den rejse, du kommer på, vil gå meget tæt på både dit fysiske og mentale billede af, hvad lykke kan være, forklarer Annika B. Lewis og tøver et øjeblik, inden hun fortsætter:

– Man vil nok på nogle tidspunkter komme til at stå med ryggen mod muren … måske også få trang til at stille spørgsmål til sig selv om, hvad man ønsker med sit liv, inden man crash-lander i Aarhus igen, siger hun, dog med et muntert blik.

Endorfinbomber og oplevelsesatleter

Pop-up-bureauet HAPPINESS UNLTD kommer til at ligge midt i Aarhus, Frederiksgade 32, hvor mange mennesker passerer. I forlokalet bliver man tilbudt gratis smagsprøver på, hvad man går i møde, hvis man vælger at fortsætte ind i det næste rum for at booke en rejse. Oplevelserne i forbutikken vil i sig selv være et lykkeboost – en slags buffet af endorfinbomber til alle sanser, lover bureauet.

Går man all in og tager af sted på en indre (og måske en lille, ydre) rejse, accelererer oplevelsen: HAPPINESS UNLTD har nogle af Danmarks absolut førende lykketrænere og oplevelses-atleter klar til at være dine guider. Sammen vil I følge dit indre metrokort gennem en række oplevelser, der trigger sanseapparatet. Du vil komme til at smage, dufte, høre og føle. Du vil føle dig bevægende stimuleret på alle fronter.

I samråd med oplevelsesspecialisterne vælger man en rejse, der kommer til at vare 30-40 minutter. Alene, eller måske en par-rejse eller en grupperejse. Hvis der er tid, kan man tage af sted mod lykken med det samme – eller booke til senere.

Der er tre lykkerejser hver dag, som bookes til kr. 50,- per passager i forlokalet eller online. Hver rejse varer ca. 30-40 min.

Pop-up bureauet er åbent for alle 4.-9. dec.. For børn under 16 år dog KUN adgang til forlokalet – ikke selve rejserne.

Kassandra Production har 20-års jubilæum i år og har overlevet i al den tid på høje endorfintal, som kun ægte lykke-atleter kan. HAPPINESS UNLTD’s emne er nøje udvalgt til fejringsåret, der senere også vil byde på et kultur-/erhvervs-party!