Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 21. december

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør

**

To parfumetyve på spil i Magasin

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 18.13 en anmeldelse fra Magasin i Aarhus, hvor en butiksvagt havde tilbageholdt en butikstyv. Vagten havde set en kvinde gå rundt i parfumeafdelingen, hvor hun havde taget en parfume og lagt den ned i den pose, hun havde med sig, hvorefter hun forlod butikken uden at betale. Vagten fulgte efter kvinden og pågreb hende udenfor butikken. Kvinden blev desuden fundet i besiddelse af noget make-up, der var stjålet fra Salling og tre kjoler, der var stjålet i en anden butik. Den 25-årige kvinde blev sigtet for butikstyvieri og blev efterfølgende bortvist fra stedet.
Lidt senere på aftenen, kl. 20.13, fik politiet igen en anmeldelse fra magasin, der havde tilbageholdt endnu en butikstyv, der var blevet set lægge fire parfumer ned i sin rygsæk for herefter at gå ud af butikken uden af betale. Den 26-årig mand blev tilbageholdt af en butiksvagt, indtil politiet kom, hvorefter han blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

 

**

Vred over afslag på cigaret

Torsdag kl. 22.45 opstod der lidt uro udenfor en restaurant på Åboulevarden i Aarhus. En mand havde henvendt sig til en dørmand på stedet og spurgt, om han kunne låne en cigaret. Det havde dørmanden afvist og i stedet henvist til, at han kunne købe én inde i restauranten. Det gjorde manden så sur, at han blev truende overfor dørmanden og også fremviste en kniv. Efterfølgende gik manden hen til to unge mænd, der sad ved nogle borde udenfor og spurgte, om de ville give ham en cigaret, mens hans stadig holdt kniven i hånden bagved ryggen. Dørmanden og hans kollega tog derfor fat i manden og tilbageholdt ham, indtil politiet kom. Det viste sig, at kniven var en smørkniv. Den 26-årige mand blev anholdt og sigtet for restaurationsloven.

**

Aggressiv mand i byen i Randers

En patrulje blev natten til fredag kl. 00.37 sendt til Storegade i Randers, hvor en mand havde opført sig aggressivt overfor en dørmand og flere andre bargæster. Betjentene tog kontakt til den 21-årige mand, der virkede meget påvirket af enten alkohol eller stoffer. Han rettede sin aggressivitet mod patruljen, der flere gange forsøgte at tale ham til ro. Da det ikke lykkedes, blev manden anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev kørt til Randers Politistation, hvor han fik lov til at tilbringe natten i detentionen.

**

Tyveri af hue endte med vold

Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 02.14 en anmeldelse om, at der var opstået noget tumult foran Føtex i Guldsmedgade i Aarhus. Der blev sendt en patrulje til stedet, men da patruljen var fremme, løb flere personer væk. Betjentene fik fat i et par stykker af dem, der viste sig at være henholdsvis en 18-årig mand, der var forurettet i sagen, og et vidne. De fortalte, at tre personer var kommet hen til dem og deres venner og taget en hue fra én af vennerne. Det havde medført nogle verbale uenigheder, hvilket førte til, at den 18-årige mand blev slået i hovedet med en knytnæve, så han fik slået et stykke af sin fortand. Alle parter var dog stukket af fra stedet, da de hørte politiets udrykning. Den 18-årige kunne ikke give noget signalement af de tre personer, udover at de var danske af udseende, og at den ene bar en sort sweater.

**

Færdsel

Torsdag kl. 13.22 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Ravnsbjergvej i Viby. En 42-årig mandlig bilist og en 62-årig kvindelig bilist stødte sammen i krydset, hvilket medførte betydelig materiel skade på bilerne og på en lysmast. Det er endnu uklart, hvordan begge biler havnede ude i det lysregulerede kryds, da de kom henholdsvis fra øst og fra syd.

Torsdag kl. 14.23 skete der et færdselsuheld i krydset Mariagervej/Brynhildsvej i Randers. En 86-årig mandlig bilist skulle svinge til højre ad Mariagervej, da han påkørte en 51-årig kvindelig cyklist, der cyklede i den forkerte retning på cykelstien. Cyklisten blev kørt til skadestuen, da hun formentlig havde brækket foden. Derudover skete der kun mindre materiel skade på kvindens cykel.

En patrulje blev torsdag kl. 20.12 sendt ud til en Losseplads på Hulvejen i Fårup, hvor en borger havde anmeldt, at der holdt en mistænkelig varebil. Patruljen tog kontakt til bilens 33-årige mandlige fører, der virkede narkopåvirket. Han blev derfor sigtet for narkokørsel. I bilen fandt patruljen desuden noget amfetamin og et baseballbat. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven og for besiddelse af narkotika.

 

En patrulje blev torsdag kl. 21.20 opmærksomme på en bil, der kørte hasarderet på Åby Ringvej i Brabrand. Patruljen satte derfor efter bilen, der foretog flere overhalinger højre om, og på et tidspunkt nåede en hastighed på over 100 km/t. Patruljen fik standset bilen ved Edwin Rahrs Vej og tog kontakt il den 22-årige fører, der blev sigtet for flere færdselsforseelser og for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at standse bilen.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 14 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Engboulevarden i Randers SØ begået mellem lørdag den 1/9 og torsdag den 20/12 kl. 10.00
  • På Gørrilds Allé i Randers NV begået mellem onsdag den 19/12 kl. 16.00 og torsdag den 20/12 kl. 11.30
  • På Valnøddevej i Randers NV begået mellem mandag den 17/12 kl. 11.00 og torsdag den 20/12 kl. 13.30
  • På Vibyvej i Åbyhøj begået mellem lørdag den 15/12 kl. 20.00 og søndag den 16/12 kl. 12.00
  • På Morten Eskesens Vej i Aarhus V begået mellem mandag den 19/11 og onsdag den 19/12 kl. 11.00
  • På Dalsagervej Egå begået torsdag den 20/12 kl. 18.46
  • På Øster Allé i Viby begået torsdag den 20/12 mellem kl. 15.00 og kl. 18.00
  • På Mosevangen i Lystrup begået torsdag den 20/12 mellem kl. 16.00 og kl. 18.40
  • På Valnøddevej i Randers NV begået mellem onsdag den 19/12 kl. 19.30 og torsdag den 20/12 kl. 19.50
  • På Solklintvej i Egå begået torsdag den 20/12 mellem kl. 06.30 og kl. 20.00
  • På Mosevangen i Lystrup begået torsdag den 20/12 kl. 20.16
  • På Dalvangen i Højbjerg begået torsdag den 20/12 mellem kl. 16.00 og kl. 19.00
  • På Pærevej i Randers NV begået fredag den 21/12 kl. 02.35
  • På Strandgade i Grenaa begået fredag den 21/12 kl. 05.00