Aarhusianere irriterede over facere

De fleste af os har oplevet det. Vi kommer gående ned ad strøget, da vi får øjenkontant med en ung velmenende og temmelig anmasende kvinde eller mand. De kommer over med et stort smil og få minutter efter er du blevet nødet ud i at støtte et eller andet godtgørende formål på månedsbasis. For du er da ikke et surt menneske, og du vil også gerne hjælpe det gode arbejde. Ikke?

Men langt de fleste af os, faktisk mere end 90%, er direkte irriterede over at blive opsøgt på Strøget af disse “facere”, som blandt andet telefonselskaber, forskellige godtgørende organisationer og mange andre virksomheder benytter sig af til at hverve nye medlemmer eller sælge deres produkter. Det viser en undersøgelse, Lokalavisen Aarhus har lavet på Facebook.

Vil være i fred
Afstemningen er en del af en artikelserie, Lokalavisen Aarhus har skrevet om problemet med facere på strøget. Afstemningen har mere end 350 adspurgte, hvor af kun 21 synes, det er ok, at facerne henvender sig til dem på gaden. 338 har således udtrykt, at de er trætte af facerne, og ville gerne have lov at gå i fred ned ad strøget.

“Er så enig – og selvom man kommer med 3 børn – og siger nej tak! Så prøver de lige igen – og 20 meter længer oppe af strøget møder man så den næste,” skriver en af deltagerne i afstemningen.

Aarhus Cityforening enig
“Aarhus City Forening mener, at brugen af facere i Aarhus har taget overhånd. Folk bliver stoppet den ene gang efter den anden med det resultat, at man bliver irriteret eller prøver at undgå facerne ved at snige udenom eller kigge ned i jorden. Og det er ikke godt for den gode stemning i byen,” siger direktør  for Aarhus Cityforening, Claus Bech til Lokalavisen Aarhus.

Foreningen er i gang med at finde en løsning, der kan gøre problemet mindre.

Er du også træt af facerne? Eller er du helt ok med dem?