Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 8. februar 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 to mænd på 22 år og en mand på 20 år i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De sigtes alle for grov vold og for brug af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder på et offentligt tilgængeligt sted.

Det er efterforskningen af en sag tilbage fra den 29. januar 2018 i Brabrand, der har ført til fremstillingen af de tre mænd.

Da der fortsat er gerningsmænd på fri fod, anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke p.t. at oplyse yderligere i sagen.

**

Fremstilling i Aarhus

En patrulje fra Østjyllands Politi standsede natten til fredag en 35-årig mand i bil på Genvejen i Aarhus. Føreren blev anholdt for at køre i narkopåvirket tilstand, og ved ransagning af bilen blev der fundet en større mængde amfetamin.

Den 35-årige fremstilles af Særlig Efterforskning Vest i grundlovsforhør. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.

**

Kørte galt i stjålen bil efter politijagt – anholdt i Bruuns Galleri

En patrulje fra Østjyllands Politi måtte torsdag eftermiddag i Aarhus C eftersætte en bil med en 39-årig mand bag rattet.

Det var patruljebilens ANPG – automatisk nummerpladegenkender – der først henledte betjentenes opmærksomhed på bilen, der kørte på Vester Allé. Ved en automatisk scanning af nummerpladen gav den kl. 15.00 besked til patruljen om, at en bil, der kørte i modsatte retning, var meldt stjålet.

Patruljen vendte rundt og satte efter bilen, men chaufføren i den stjålne bil ignorerede blink og sirener og fortsatte. Da den kørte ind ad Jægergårdsgade, bremsede den ned i fart, hvorefter en kvinde sprang ud af bilen og begyndte at løbe. To betjente i bilen sprang derfor også ud, og efter 200 meter fik de indhentet kvinden og anholdt hende.

Imens fortsatte kollegaen jagten efter manden i bil.  Den 39-årige bag rattet brød undervejs flere færdselsregler og kørte meget hasarderet. Blandt andet kørte han over for rødt i krydset Jægergårdsgade/M.P. Bruunsgade, hvor sidespejlet på bilen ramte ind i en fodgænger. Senere måtte en kvinde springe til side for ikke at blive ramt af bilen.

Til sidst kørte den 39-årige ind i et skilt på H.N. Clausens Gade.  Herfra stak han af til fods – med betjenten i hælene. Jagten sluttede inde i Bruuns Galleri, hvor den 39-årige løb ind. Her blev han indhentet og anholdt.

Det viste sig, at bilen var stjålet i Middelfart, og inde i den lå flere varer og møbler, som formodes at stamme fra indbrud. Den 45-årige kvindelige passager i bilen sigtes for flere tyverier – blandt andet tyveri af bil.

Den 39-årige fører af bilen sigtes foreløbigt for:

• Tyveri af bil
• Flere tyverier
• Ved hensynsløs kørsel at have bragt andres liv eller førlighed i fare
• Ikke at efterkomme politiets anvisninger
• At flygte som anholdt
• Narko- og spritkørsel
• Adskillige færdselsovertrædelser

**

Civil patrulje opdagede unge med stoffer

En patrulje i civil fattede torsdag kl. 21.20 mistanke til en 22-årig mand, som kom gående på Schousgade i Randers sammen med en 21-årig ven. Betjentene kendte den 22-årige fra tidligere sager om ulovlige stoffer, så da mændene gik op i en lejlighed og hurtigt ned igen, tog betjentene fat i dem og bad dem følge med op i lejligheden.

Her sad yderligere tre unge mænd. Alle blev visiteret og den 21-årige ven og en anden 21-årig mand blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, som de blev sigtet for at besidde.

Den 22-årige havde flere salgsposer med hash på sig, som han blev sigtet for at ville sælge.

**

Færdsel

Torsdag kl. 11.01 blev en 74-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Jernbanegade i Randers C.

Torsdag kl. 11.08 blev en 49-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da hun blev standset af en patrulje på Vestergade i Randers C.

Natten til fredag kl. 1.12 blev en 44-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Andivej i Skørring ved Mørke.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Birkehaven i Lystrup begået mellem onsdag d. 6/2 kl. 15.00 og torsdag d. 7/2 kl. 11.50
• På Augustenborggade i Aarhus C begået torsdag d. 7/2 mellem kl. 11.45 og kl. 11.50
• På Østerled i Udbyhøj begået torsdag d. 7/2 mellem kl. 15.30 og kl. 16.00
• På Elmosevej i Beder begået torsdag d. 7/2 mellem kl. 7.30 og kl. 17.30
• På Møllevangs Alle i Aarhus V begået torsdag d. 7/2 mellem kl. 17.00 og kl. 19.45