Sandmaling live – en ’sandsationel’ oplevelse i Musikhuset

Foto: Sandart

Der venter Musikhusets gæster en spændende oplevelse, når den russiske sandkunstner, Irina Titova, bjergtager med sine fantastiske billeder skabt live i sand.

Nu kan man snart tage med på en eventyrlig jordomrejse fortalt i sand, når kunstneren Irina Titova folder sit usædvanlige talent ud i Musikhuset. Den russiske sandmalerinde kommer til Aarhus med sit nye show Around the world in 80 pictures, der som titlen antyder tager dig med på en visuel historie rundt i verden. Sandmalingen foregår live, så man i sandhed kan få lov til at se det forunderlige håndværk på nært hold.

Foto: Sandart

Fejer malerier væk

Sandmaling er, når figurer formes i sand, så det skaber billeder. Detaljerede sandbilleder skabes og forsvinder i ét væk på en bagoplyst glasplade, som projekteres op på en stor skærm i live-tid. Med en fascinerende lethed danser Irina Titovas fingre til det musikalske soundtrack, mens hun skaber smukke visuelle historier i en stemningsfuld og magisk atmosfære. Hvert enkelt billede varer kun et kort øjeblik, før hun fejer det væk eller forvandler det til et nyt.

Sandets dronning

Måske har du set sandkunstneren Simonova, der for nyligt imponerede dommerne i talentshowet ’America’s Got Talent’ med en imponerende sandmaling-performance. Også Irina Titova hører til blandt den absolutte topklasse, når det kommer til sandkunst. Titova bliver betegnet som ’Queen of Sand’, der næppe kunne være mere passende for en sand-dronning af hendes kaliber. Publikum kan godt forberede sig på en jordomrejse, de ikke har set magen til, når Titova opfører sin kunst i Musikhuset.

Køb billetter til Sandsation her.

Foto: Christiangoebler

ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS OG ICO

SANDSATION – ”AROUND THE WORLD IN 80 PICTURES” – RYTMISK SAL, 17. MARTS 2019

BILLETPRISER – KRONER 195-275