Anholdt med bilen fuld af koster

Mandag ved midnatstid blev en patrulje opmærksom på en bil, der holdt med positionslyset tændt på et parkeringsområde ved Gøteborg Allé i Aarhus N, og betjentene besluttede sig for at se lidt nærmere på bilen. Inde i bilen sad der en sovende mand på førersædet og betjente kunne se, at der bagi bilen lå flere sorte affaldssække, der var dækket med et mørkt tæppe.

Patruljen vækkede den sovende mand på førersædet, og han identificerede sig som en 37-årig mand fra Randers. Han åbnede bilens baggagerum, og betjentene fik mulighed for at kigge nærmere på de sorte affaldssække, hvori der lå større mængder formodede tyvekoster. I poserne fandt betjentene store mængder energidrikke, chokolade, kaffe, cider, tyggegummi mv. til en værdi af op imod 15.000 kroner samt værktøj i form af en hammer, en knibtang og fire skruetrækkere.

Den 37-årige mand kunne ikke redegøre for, hvor de mange koster stammede fra. Han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra pt. ukendt sted.