Tre hurtige: Jakob Elleman-Jensen (V)

Jakob Ellemann-Jensen

Vi har stillet Storkreds Østjyllands 110 folketingskandidater tre spørgsmål, der alle tager fat i nogle af de tungeste emner i denne valgkamp. Svarene bringer vi uredigerede.

Denne gang er det Miljø- og fødevareminister, Jakob Elleman-Jensen, der stiller op for Venstre i Aarhus Sydkredsen, der har svaret.

1. Kan Skejby Sygehus stadig fungere som knudepunkt for medicin og akuthjælp efter en nedskæring på 325 mio. kr?

Ja – det skal det.

– Hvorfor?

Region Midtjylland har her midt i valgkampen sagt, at de har oplevet uforudsete udgifter på en hel milliard kroner i forbindelse med, at man har samlet de gamle sygehuse under ét tag i Skejby. Det er i sidste ende den socialdemokratiske ledelse i regionen, der har ansvaret for en ordentlig styring af deres budgetter. Når det er sagt, så er det klart, at vi ikke kan risikere, at patienterne i Region Midtjylland får en dårlig behandling. I forhold til den akutte situation tager regeringen gerne en dialog med den ansvarlige ledelse, så deres fejl går mindst muligt ud over patienterne og personalet.

2.  Aarhus rykker man nu boligblokke ned i de såkaldte ghettoområder. Er dette den rigtige løsning på problemet?

Ja – det er en del af løsningen

– Hvorfor?

Der er et reelt problem med parallelsamfund i Danmark, og vi har igennem årtier prøvet mange forskellige tiltag for at få dem åbnet og få gjort op med, at alt for mange er på passiv forsørgelse, at kriminaliteten er for høj og de danske værdier ikke har lige godt fodfæste alle steder. Det har hjulpet, men nu er det på tide at få gjort noget mere fundamentalt – og en del af løsningen er at rive boligblokke ned, hvis man lokalt ikke får vendt udviklingen.

3. Flere og flere unge vælgere sætter klimaet som det vigtigste punkt på dagsordenen til den kommende regering. Er du enig?

Ja – det er et meget vigtigt emne.

– Hvorfor

Klimaforandringerne er den største udfordring, som menneskeheden står over for. Det kræver, at vi handler klogt og velovervejet, så vi undgår symbolpolitik, der ikke virker, og i stedet fokuserer indsatsen dér, hvor den gør en reel forskel.