Prinsen på gåtur til Royal Run

Kronprins Frederik måtte nøjes med den korte udgave af dette års Royal Run, da ryggen voldte ham problemer. Dermed blev det kun på en gåtur på 1,6 kilometer, men humøret var stadig i top, da han skød anden udgave af sit motionsløb i gang, sammen med Jacob Bundsgaard.

”Til alle Aarhusianere vil jeg sige, at I skal huske, at I kommer fra Smilets By, når I krydser målstregen. På med det skæve smil, lige meget, hvor meget det gør ondt,” lød det fra Kronprinsen inden han skød de første deltagere afsted.

Det var heller ikke fordi problemerne med ryggen holdt tempoet nede, og efter knap 18 minutter var dagens tur i Aarhus overstået, og turen gik via kongeskibet tilbage til København.

Det samlede deltagerantal for Royal Run 2019 er 82.028, hvoraf de 17.238 kom fra Aarhus.

Deltagerne havde mulighed for at vælge mellem syv forskellige ruter. De fordelte sig således:

10 km: 4.879
5 km – Run: 6.014
5 km – Walk: 1.626
One mile run: 735
One mile walk: 413
Familie-mile: 1.966
Børne-mile:  97