Vidner søges: 25-årig bilist sigtet for vanvidskørsel

En 25-årig mand blev tirsdag eftermiddag anholdt efter en længere jagt gennem Aarhus. Kl. 16.50 kom han kørende på Paludan-Müllers Vej. Her opdagede en patrulje bilisten, som de kendte fra tidligere og vidste, at han ikke havde kørekort. De vendte derfor patruljebilen for at standse den 25-åriges bil. Men i stedet for at holde ind til siden ved synet af de blå blink, satte den unge bilist farten kraftigt op.

Med alt for høj fart kørte den 25-årige rundt i Aarhus i et forsøg på at hægte politiet af. I krydset Jens Baggensens Vej/Katrinebjergvej kørte han direkte ud i krydset uden at standse for ubetinget vigepligt og på Hvidkløvervej kørte han op over fortovet og ramte ind i en parkeret bil, inden han fortsatte flugten. På Jordbrovej mistede han kontrollen over bilen og ramte ind i to parkerede biler. Bilen kunne ikke køre videre, men den 25-årige hoppede ud og sammen med sin hund flygtede han videre til fods. Han blev dog indhentet af patruljen, der kl. 16.52 fik ham overmandet og anholdt. Mandens hund blev aggressiv og nåede at bide en tilfældig borger på gaden og en betjent, inden den blev indfanget og kørt til et internat.

Den 25-årige virkede påvirket af alkohol og stoffer, og han blev både sigtet for narko- og spritkørsel, ligesom han blev sigtet for køre uden førerret. Derudover blev han sigtet for vanvidskørsel ved at have forvoldt fare for andres menneskers liv, ligesom han blev sigtet for flere alvorlige færdselsforseelser og for ikke at have styr på sin hund. Tæt på hvor manden blev anholdt, fandt politiet en pose med kokain, som den 25-årige også blev sigtet for at besidde. Mandens mor blev sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner til vanvidskørslen, særligt personer der har oplevet kørslen på tæt hold og evt. har måtte undvige bilen. Den 25-årige kørte i en sølvgrå Hyundai og kørte ad Jens Baggesens Vej mod nord/nordøst, krydsede Katrinebjergvej, kørte ad Kløvermarksvej og forulykkede på Jordbrovej lige for enden af Rødkløvervej.

Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114.