Nilüfer Yanya gæster Atlas

Engelske Nilüfer Yanya er en engelsk sanger/sangskriver, som kreerer både livlig og sjælfuld indiepop, der trækker på såvel soul og jazz som triphop. Denne aften gæster hun Atlas i Aarhus.

Nilüfer Yanya kommer fra London og er datter af en barbadisk mor og en tyrkisk far. Begge forældre arbejder med billedkunst, og i det hele taget var barndomshjemmet af den yderst kreative slags. Således blev Yanya allerede som helt lille eksponeret for både morens klassiske musik og farens tyrkiske musik. Snart fik hun færten af guitarbaseret rock, og som 12-årig kunne hun selv spille guitar. I 2014 begyndte hun at uploade demoer til SoundCloud, og inden længe blev hun tilbudt at komme med i en profileret pigegruppe. Hun takkede imidlertid nej for i stedet at hellige sig sin egen musik. I perioden 2016-18 udgav hun tre EP’er, og tidligere i 2019 landede så hendes debutalbum, “Miss Universe”. Et album, der er blevet rost til skyerne over hele linjen for dets evne til gang på gang at skifte mellem forskellige lyriske og musikalske udtryk.

Dato: 22. oktober 2019
Pris: 180,-
Scene: Atlas
Billetsalg: Fondenvoxhall.dk