POINT OG CLEAN SHEET I HADERSLEV

Det blev til et enkelt point i mandagens udekamp mod SønderjyskE. Opgøret endte uden scoringer trods flere store chancer i slutfasen – blandt et stolpeskud fra Mustapha Bundu.

Til opgøret havde David Nielsen valgt at give sæsondebut til Nicklas Backman, der spillede sin seneste kamp mod netop SønderjyskE i februar. Også Alexander Ammitzbøll fik sin første startdebut i denne sæson, da han afløste en sygdomsramt Patrick Mortensen.

Med disse nye ansigter i startopstillingen og en tilbagevenden til 4-3-3-formationen jagtede David Nielsens tropper sæsonens første sejr, mens SønderjyskE havde åbnet sæsonen med syv point for fire kampe.

De forskellige udgangspunkter kom muligvis til udtryk i kampens indledning, hvor hjemmeholdet gik aggressivt til værks, og det kastede indenfor de første minutter et par hjørnespark og et langskud fra Christian “Greko” Jakobsen af sig. AGF-defensiven med Backman og Juelsgård i bagkæden fik dog afværget det indledende pres.

Første aarhusianske tilnærmelser kom efter ti minutter, hvor et godt opspil førte til et skarpt indlæg fra Casper Højer Nielsen, men inde i feltet manglede lige akkurat en modtager.

Efter et kvarter viste SønderjyskE igen tænder – denne gang var det Rilwan Hassan, der forsøgte sig med en flugter fra kanten af feltet, men bolden havnede et stykke over Eskelinens mål.

Stille og roligt fik David Nielsens tropper ædt sig ind i kampen, og omkring den halve time kom en længere periode, hvor bolden stort set kun var på AGF-fødder. Spillet blev vekslet fra side til side, og der blev slået flere indlæg. Et af disse udmøntede sig i et hjørnespark, som gav en god afslutningsmulighed på en nedfaldsbold til Nicolai Poulsen. Midtbanespillerens forsøg endte dog lige forbi mål.

SønderjyskE havde dog ikke i sinde bare at tage imod, og William Eskelinen måtte efter godt en halv time parere et kvalificeret langskud fra Mads Albæk. Returen røg ud til en helt fri Mart Lieder, der dog korrekt blev vinket offside. Og de to hold kunne gå til pause uden scoringer.

Ligesom det var tilfældet i første halvleg, indledte SønderjyskE de sidste 45 minutter med et voldsomt pres og trak sig sejrrigt ud af de fleste nærkampe. Efter få minutter gav det en dobbeltmulighed til Rilwan Hassan, der dog i begge tilfælde måtte se William Eskelinen klare forsøgene.

I den modsatte ende var en dyb stikning fra Mustafa Amini til Alexander Munksgaard tæt på at give højrebacken en helt fri mulighed, men desværre blev hans førsteberøing lidt upræcis, og Christian “Greko” Jakobsen fik i sidste øjeblik afværget situationen.

Med tyve minutter igen fik SønderjyskE indenfor kort tid to gode muligheder. Først headede Eggert Jonsson mod mål på et indlæg sendt afsted fra venstre side af Johan Absalonsen. Eskelinen var dog på sin plads og parerede forsøget ud til hjørnespark. I den efterfølgende spilsekvens fik Mart Lieder en åben skudmulighed, men han sendte sit forsøg over mål.

Fem minutter senere var det Mads Albæk, der forsøgte sig fra distancen, men skuddet havnede forbi den ene opstander.

Bundu i centrum
I slutfasen åbnede kampen sig mere op, og der blev mere plads til de offensive spillere. Det udnyttede Mustapha Bundu med ti minutter igen, da han upresset sendte et indlæg ind foran mål til en helt fri Jakob Ankersen, der kort forinden var kommet på banen, men desværre overplacerede kantspilleren den store mulighed.

Kort efter servicerede Mustapha Bundu en anden indskiftet spiller, Nicklas Helenius, med endnu et godt indlæg, men hårdt presset sendte angriberen bolden over mål.

Bundu skiftede fem minutter senere rolle fra oplægger til afslutter. Han blev spillet helt fri af Amini med en dyb stikning, men desværre stod stolpen i vejen.

Ja, det skortede ikke på gode muligheder i det sidste kvarter, og Bundu havde en fod med i alle sammen. Det var også tilfældet i det 90. minut, hvor han igen stod for et knivskarpt indlæg – denne gang til Helenius, der dog fik et skævt træf på bolden med det resultat, at den strøg over mål.

Der kom ikke scoringer ud af opgøret, men i overtiden blev AGF reduceret til ti mand, da Nicolai Poulsen blev præsenteret for sin anden advarsel og dermed fik marchordre. En hård kendelse af dommer Morten Krogh, der ellers havde fint styr på begivenhederne.

Det var naturligvis malurt i bægeret som afslutning på en solid præstation, der fortjent blev belønnet med point. Ikke tre af slagsen, som der ellers var muligheder til at tage, men et enkelt har også sin ret, og det var sæsonens første clean sheet, hvilket også skal sættes på positivkontoen.

På næste mandag gælder det et østjysk derby i Ceres Park, når AC Horsens kommer på besøg. Kick off er kl. 19.00.

Kampfakta – 3F Superliga
SønderjyskE – AGF 0-0 (0-0)

Tilskuere: 5.500

Advarsler:
AGF: Jesper Juelsgård, Nicolai Poulsen

Udvisning:
AGF: Nicolai Poulsen

SønderjyskE:
Sebastian Mielitz –  Stefan Gartenmann, Patrick Banggaard, Eggert Jonsson – Alexander Bah, Mads Albæk, Victor Ekani (63: Marcel Rømer), Johan Absalonsen – Rilwan Hassan (80: Danny Amankwaa), Mart Lieder, Christian Jakobsen (8: Peter Buch Christiansen)

AGF:
William Eskelinen – Alexander Munksgaard, Niklas Backman, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen – Nicolai Poulsen, Mustafa Amini, Bror Blume (59: Zach Duncan) – Mustapha Bundu, Alexander Ammitzbøll (75: Nicklas Helenius), Jón Thorsteinsson (68: Jakob Ankersen)

Skrevet af Bj – AGF